Besøg af Fyns Hestefys og Smedens vise ord, giver stof til eftertanke
Ad Advertorial

Besøg af Fyns Hestefys og Smedens vise ord, giver stof til eftertanke

7. september 2020 Af Anne Søndergaard

Christiano har haft store udfordringer som ridehest. Han har panisk løbet med rytter på, særligt på højre volte. Han er 6 år gammel og jeg har fået ham foræret på grund af hans udfordringer. læs evt tidligere blogindlæg via link under dette indlæg.

 

Så er det ved at være tid til nyt fra Christiano. Siden I hørte fra ham sidst, har han gået til ridning, som en helt normal hest, og det har været virkelig dejligt at arbejde med ham. Han er, som jeg før har beskrevet, sådan en positiv hest! Forandringen hos ham er efterhånden både fysisk og psykisk. Når jeg sadler ham op inde på staldgangen, er han nu en ekstrovert og nysgerrig hest, der følger med i de ting, som foregår. Da han ankom var han ekstremt introvert og næsten apatisk, når jeg håndterede ham på stald. Jeg kan mærke han begynder at slappe af og være til stede, og han hygger sig med det. Det er virkelig skønt! Den seneste periode har jeg skiftevis redet ham og trænet ham over bomme i longe. Det har jeg gjort, fordi han var så skæv bagtil, at han faktisk så halt ud, den første lange periode. Halt, stiv og stikkende i sin bevægelse. Særligt højre bagben, har været rigtig svært for ham at aktivere, og oppefra har det næsten føltes som om han gik rundt på et træben, og at hele højre side var en stiv planke. Stille og roligt er han ved at få løsnet op for sin skæve højre side. Jeg kan mærke oppefra, at han retter sig nu. Han er stadig svag i den højre side, men han er ikke stiv og låst fast, og det er det væsentligste. Jeg begynder også stille og roligt at kunne arbejde ham lidt i nedsidning nu. Kun korte sekvenser, for det er ekstremt hårdt for ham at bære min vægt, særligt på det svage højre bagben, når jeg sidder ned. Men progressionen er der, og det er bare så dejligt!

Her for nyligt havde jeg Fyns Hestefys ude for at tjekke op på ham igen, og Dorte kunne bekræfte den følelse jeg sidder med oppefra: Han er rigtig godt på vej til at være helt normaliseret som ridehest, både fysisk og mentalt. Hun kan, ligesom jeg, stadig mærke svaghed omkring den højre side, men låsningerne og den rigide skævhed har fortaget sig. Han er ligeledes begyndt at tage muskelmasse på, og ligner ikke længere en trækhest fra Polen, men en hest i fuld udvikling :-D. Se Dortes besøg her:

Jeg havde i øvrigt en sjov oplevelse med min smed, den anden dag. Christiano havde tabt en sko, som skulle slås på, og min smed Bruno er gammel i gårde og er god til at “se” hvilke problematikker de forskellige heste kan have. Så jeg spurgte ham, lidt henkastet, om han kunne fortælle mig hvordan Christiano var at ride på. Brune kastede et kort blik på hans hove og sagde så: “Den der, den er stiv i sin højre side – den har sandsynligvis haft en skade engang for flere år siden, hvilket har gjort den har aflastet højre forben. Det har gjort den stiv og stram i højre skulder”. Jeg var temmelig forbavset over han kunne ramme så spot on – og spurgte selvfølgelig forundret ind til hvordan han kunne se det på ganske få sekunder. “Se på hovene, Anne!” Sagde Bruno. “Kan du se den højre er smallere end den venstre?” – Det var ikke noget jeg havde lagt mærke til før, men da han nævnede det, kunne jeg godt se det. “Det betyder at hesten over en længere periode har aflastet sin højre side – altså gået med mindre vægt på højre forben. Det er derfor hoven er blevet smallere”, forklarede han. Han forklarede mig også hvordan han på slid af baghovene, kunne se om hesten brugte bagparten korrekt, eller om den kompenserede når den gik. Tænk engang – to sekunder tog det ham at se hvordan Christiano brugte sin krop og hvilke udfordringer han havde – tankevækkende og imponerende!

Der er ikke noget der er bedre, end når kompetente fagfolk øser ud af deres viden. Heste er komplicerede væsener, så for at forstå deres natur, fysik og psyke, har vi brug for alle de gode kræfter vi kan komme i nærheden af. Christiano og jeg er taknemmelige for de dygtige folk som hjælper os, så ridning igen er muligt, uden angst og smerte. 🙂

 

Læs tidligere blogindlæg om Christiano her:

Fra skraldespandshest til ridehest – Juhu!!

1-2-3 – rid – og lad vær’ at falde af!

På ryggen af hest med rideskræk

Christianos nye chance

Heste med problemer – problemheste? Og en masse andet spændende!