Christiano har haft store udfordringer som ridehest. Han har panisk løbet med rytter på, særligt på højre volte. Han er 6 år gammel og jeg har fået ham foræret på grund af hans udfordringer. 

Ligesom der – når tingene løber den forkerte vej – findes et point of no return, findes der også et “break through”, når man arbejder på at reparere det, som gik galt. Sådan et break throught havde jeg med Christiano igår! Og selvom jeg efterhånden er en gammel rotte i hestemanegen, bliver jeg alligevel usigeligt glad, hver gang det lykkes mig at trænge igennem til en udfordret hest, og få ham til at forstå, at han kan stole på mig, uanset hvad jeg byder ham.

Christiano har, lige siden han spankulerede ind ad stalddøren, stjålet hjerter og vendt hoveder hos alle de tobenede, som mødte ham. Han er nemlig det man kalder en top charmerende hest! Smuk, blid og imødekommende, som et hestevæsen lavet af drømmestof. En rigtig “Wendy-hest”. Så meget deto mere, har det frustreret både mig, og nok også tidligere ejer, at hans ridelyst var ikke-eksisterende, og hans måde at udtrykke det på, udgjorde en ikke uvæsentlig fare for hvem der end måtte forsøge at kravle på ryggen af ham.

Her på bloggen har jeg forsøgt at skildre den proces jeg har gået igennem sammen med ham (og som jeg stadig er igang med). Igår lykkede det mig at nedbryde de sidste barrierer hos ham, og han endte med at bære mig rundt, fuldstændigt afslappet, i alle tre gangarter. Og det gjorde mig simpelthen så glad!

Hvad var så åragen til hans adfærdsændring, tænker du måske? – Jo, nu skal jeg opsummere essensen i det jeg gennem de seneste måneder har fundet ud af:

1. Kort tid efter jeg fik Christiano ind, fik jeg tandlægen til at tjekke hans tænder. Her fandt man to nedfilede ulvetænder, der sad lige under tandkøddet, og derfor skabte et ubehageligt klem under biddet. En smerte, som har påvirket ham hver eneste gang man har forsøgt at tage tøjlekontakt.
2. Jeg fik også hestefyssen til at gennemgå ham for kropslige skavanker, og hun fandt blandt andet en gammel sadeltrykning i lænden i venstre side, samt et skævt SI-led, som hældte mod højre.
3. Når jeg tog de skrappe briller på, og analyserede hans krop, muskulatur og bevægelse, lignede han mere en hest på 25 år, end en 6 årig. Han var “flad” i muskulaturen over hele overlinjen – som om han konstant havde sænket sig i hele kroppen, under bevægelse. Når jeg longerede ham, så han direkte halt ud bagtil. Ikke som en konkret halthed, men mere som en gammel, stiv og usmidig hest, som ejede tre almindelige ben – og så et sørøver-træben, og som havde kompenseret sig gennem rideturene alt for længe.
4. Da jeg begyndte at ride ham, ganske forsigtigt, mærkede jeg med det samme, at hans tillid til mennesker generelt var god, men han føltes som om han var bange for smerte. Jeg rider som oftest mine heste i lammeskindssadel, fordi det er lettere for mig at lokalisere spændinger og kompensationer igennem lammeulden, end hvis jeg havde sadel på. Jeg følte ham som om hans højre bagben var lavet af træ. Det føltes helt stift og ømt når han gik. Jeg fik også hurtigt fornemmelsen af, at hans angst på højre volte, var direkte relateret til den smerte/stivhed/ømhed, som han udviste omkring højre bagben, oppe mod krydset. Sammenholdt med oplysningerne fra fyssen, gav billedet god mening. Mit gæt er at tingene muligvis er startet med en sadeltrykning, samt udfordringen med de skjulte ulvetænder. Smerten fra de to ting tilsammen, har gjort det umuligt for ham at undrage sig ubehagelighederne, hvorfor han er begyndt at kompensere bagi. Det har skabt skævheden i SI-leddet i højre side, og til sidst har de mange problematikker – sammenholdt med krav om at forme sig korrekt under rytteren, blevet for meget for ham, og han har gjort det, som heste gør, når de føler sig mere pressede end de kan håndtere: Han er løbet. Jo mere han løb, jo større pres, og så er den onde cirkel svær at bryde.

Og hvad har jeg så gjort for at hjælpe ham på rette vej?

For det første, har jeg selvfølgelig fået fjernet de nedfilede ulvetænder. Jeg har også haft fysioterapeut til ham løbende gennem processen. Jeg har arbejdet ham ret meget i longe – henover bomme, for at få løsnet op for hans skævnhed og asymmetri, og for at få ham til at aktivere det stykke i lænden, som han længe har skånet. Det har ikke set skønt ud – især ikke i starten, hvor han gik som en syg høne. Som en bekendt af mig udtalte: “Hvorfor gider du bruge tid på den hest, den er jo ikke særlig god”. Men det sjove er, at det er den faktisk. Den har bare ikke haft en reel chance for at vise det, fordi hans krop har været i så dårlig en forfatning.

Se hvordan han så ud i longe her: https://studio.youtube.com/video/DhHd2YDeRX0/edit/basic

Idet jeg begyndte at ride ham, har jeg været meget, meget opmærksom på hans signaler, således at jeg ikke har presset ham udover hvad han kunne kapere. Forestil dig selv at skulle til genoptræning med en øm og dårlig skulder. – Du vil typisk være nervøs for hvad fysioterapeuten kunne finde på at udsætte dig for, og om det vil gøre ondt. Det samme gør sig gældende for hesten. Eneste forskel er blot, at han ikke kan fortælle dig, at nu kan han ikke tåle mere. Når man ikke føler sig hørt, bliver man nervøs – og det gør heste også.

Som I så i mit sidste opslag, lod jeg ham nærmest lunte rundt i trav – og søge ned i skridt, hvis han føltes spændt. Det er for mig den bedste måde at starte en nervøs hest op på. På den måde kan jeg hele tiden være nænsom med kravene til hesten, og han får langsomt tillid til at jeg lytter til ham og ikke byder ham noget smertefuldt.

Den seneste ridetur, som jeg havde på ham igår, gav han sig pludselig fuldt og helt – og jeg kunne ride frem i alle tre gangarter, uden spændinger eller nervøsitet.  En kæmpe sejr! Der er stadig en lang og møjsommelig vej foran os, for at bygge ham op til at være den stærke og velgående hest, som han er født til at være – men han er godt på vej nu, og jeg glæder mig til det fremadrettede arbejde med ham – han er nemlig det hele værd!