Hej hestefolk – det er mig som er inde i Rockthepony 🙂

Jeg hedder Anne Søndergaard og bor på en gård på Fyn, sammen med min kæreste Patrick Dorgan og vores to unger Vito på 7 år og Sally på 5 år, samt malamutten Sigurd.

Professionelt er jeg  oprindeligt uddannet skolelærer, men har tilredet og trænet utallige heste, siden dengang, i tidernes morgen, hvor en telefon var noget der hang på væggen, og en hest levede glimrende af halm og valset havre. Jeg har altid interesseret mig for adfærd – både menneskers og dyrs, samt de bevedliggende mekanismer, der gør, at man agerer som man gør.  Samtidig har jeg nok været belemret med en særdeles nysgerrig og chancevillig natur, hvilket har ledt mig ned ad mangen en vej, for at afprøve forskellige strategier og måder at gribe ting an på, i hestetræningens navn.

Jeg er vokset op på Fyn, i en lille by, som snarere kan betegnes som et pausekomma, end en rigtig by med gadelygter, fortorv og vagabond. Der var ikke meget at tage sig til derude – enten gik man til dans, eller også gik man til ridning. Dans prøvede jeg en enkelt gang, og det var så katastrofal en oplevelse, at jeg besluttede mig for aldrig mere at flytte mine fødder i angivet takt til musik. Til gengæld var jeg ikke ret gammel, før nabo-bondemandens mange heste, tiltrak hele min opmærksomhed, som den hestetosse jeg var, og jeg hang ovre hos ham, dag ud og dag ind, blot for at få lov til at trække ture med hans jyde, eller strigle hans frederiksborger.

Som tiden gik, tilbragte jeg de fleste af mine vågne timer hos bondemandens heste, og det blev til et lærerigt selvstudie på omtrent 6 år, hvor jeg fik prøvet kræfter med heste i alle afskygninger, og min hesteforståelse og indsigt, fik sin begyndelse. Hos bondemanden boede der et sandt mekka af forskelligartede heste. Han solgte nemlig havre til egnens mange hesteejere, hvilket blandt andet indbefattede Ouregård Husdyrpark, som sjældent kunne finde pengene, når der skulle betales, og derfor ofte afregnede i naturalier. Det var ikke sjældent, han kom hjem med endnu en ny hest til samlingen, når han havde været på de kanter, og flokken af firbenede venner, talte både shetlandsponyer, frederiksborgere, knapstruppere og tre store jyske heste, samt alle hybriderne, som var resultatet af lidet nidkær opdeling mellem hingste og hopper, racerne imellem.

For mig var det ren slaraffenland, med alle disse forskelligartede heste, som løbende kom dumpende. Fælles for dem var, at de havde bedrevet absolut intet – udover at se godt ud på en stor mark, når turister frekventerede husdyrparken for at få et glimt af bedagede husdyrracer. De vilde og utæmmede heste, skabte det perfekte setup for de mange erfaringer jeg gennem tiden drog mig, for der var absolut ingen af dem, der som udgangspunkt, havde nogen som helst intentioner om at blive tamme, eller rideheste, for den sags skyld.

Jeg husker tilbage på tiden med et romantisk skær af nostalgi, men skal jeg være ærlig overfor mig selv (og det hænder jo man er nødt til det) – så er jeg nok forholdsvis heldig stadig at have alle mine lemmer i behold og ingen nævneværdige skader på hverken kranium eller andre vitale dele. – Sådan en jysk hest er nu alligevel et stort dyr, når den sætter afsted i panisk galop med en 13 årig på ryggen. Det var en sjov tid!