Respekt og anerkendelse af andres holdninger og overbevisninger er noget vi dagligt udfordres i. Særligt i denne coronatid, hvor vandene hurtigt deles og en skarp holdning til covid19-temaet kan gøre dig umådelig upopulær, selv hos din bedste ven eller familie. Også i hesteverdenen udfordres vi, når et budskab eller en holdning offentliggøres, som vi ikke er enige i eller direkte tager afstand fra. Og hvordan håndterer man så den sag? Et nemt spørgsmål at besvare, men ganske svært at udføre i praksis, når følelserne løber af med os.

For nyligt blev jeg selv hængt ud på de sociale medier. Hestemagasinet Malgre Tout havde spurgt om jeg ville deltage i et interview, hvilket jeg havde sagt ja til. Interviewet blev blandt andet delt på deres facebookside, der jo som bekendt er åbent for kommentarer fra hvem der måtte have lyst til at kommentere. Det var et ganske harmløst interview, omhandlende mine erfaringer med det forgange år, samt ønsker og forventninger til det nye. Intet kontroversielt stof, men vel det man kan kalde agurketidsindhold :-). Alligevel endte artiklen med et ganske langt kommentarspor, der udsprang fra den moraliserende bemærkning: “Queen of hyperflexion, hvilket jeg formoder var en hentydning til min måde at ride heste på. Ejermanden af kommentareren har jeg tidligere udvekslet holdninger med, og første gang det skete, havde jeg en tossegod tro på at vi begge havde samme ønske: At opnå større forståelse og indsigt i både andres arbejde, men også at delagtiggøre modparten i måden at forstå (heste)verdenen på. Efter utallige krumspring og forsøg på at forklare og belyse træning af heste, set ud fra mit perspektiv, gav jeg fortabt. Vi spillede ikke efter samme regler, og mit ønske om en konstruktiv debat visnede hen i det der må betegnes som slet skjult chikane.

At blive hængt ud på nettet er aldrig en rar følelse, og efter at have overvejet om jeg igen skulle tage til genmæle på en lidt stupid kommentar fra en person, der dybest set ikke var interesseret i dialogen, besluttede jeg at min tid var langt bedre brugt på – så sagligt og gennemsigtigt som muligt, at hejse et flag der bekender præcis hvordan jeg ser og forstår det prekære emne “bag lod”, set i den kontekst jeg støder på det til daglig, nemlig i træningen af de helt unge heste. På den måde kan alle dem, der skulle fatte interesse for min holdning til emnet, få en forklaring fra hestens egen mund, om man så kan sige. Ok – here we go, og hold nu godt fast (og bliv ikke træt på halvvejen) 🙂

At gå i lod:

At en hest går  lod, betyder i al sin enkelthed, at næseryggen på hesten placerer sig i lodret plan. Går hesten under lod, placerer næseryggen sig under lodret plan. I fordringerne for dressur, står der, at man ønsker hestens næseryg i lodret plan eller alternativt en smule foran lod. Det er det optimale billede. Ligeså findes der optimale beskrivelser af hvordan samlingsgraden skal være på specifikke niveauer, hvordan den optimale versade skal se ud, den optimale travers, pirouette osv. Kort sagt: Dressur er en konserverende disciplin, som har et facit for korrekthed, som alle os dressurryttere utrætteligt arbejder hen imod.

At træne en hest i dressur er en kompliceret sag. Der er umådelig mange facetter implementeret. Hesten er ikke født til at gå dressur, og den har intet ønske om det. Det er alene os menneskers projekt, når vi ønsker at tilride, uddanne, at domisticere hesten.

Når man starter træningen af en helt ung hest, lad os sige en rå 3 års, har hesten kun ringe forudsætninger for at forstå hvad vi ønsker af den. Den har ingen forforståelse for træningen, den har kun sine instinkter og den erfaring den måske allerede har gjort sig med mennesker, at bygge på.

For at kunne tilride og uddanne en hest, er det vigtigt at man bryder processen ned i små delelementer. Vi kan ærgerligt nok, ikke tale med vores heste, så vi kan ikke bruge vores ellers veludviklede ordforråd til at fortælle dem hvilke ønsker og krav vi har. Vi er altså nødt til at anvende en anden metode til at kommunikere med vores heste.

Den gængse metode, som vi har udviklet gennem mange mange år, og som, overordnet set, virker fordi den læner sig op ad hestenes egen måde at kommunikere på, handler om at vi udsætter hesten for et pres og efterfølgende belønner en ønsket adfærd ved at fjerne presset igen. Denne metode gør sig gældende, uanset om du skal trække med din hest i grimen, bede den stå stille, ride på den, dreje den, få den til at gå stærkere, langsommere, lave passage, changementer, springe – you name it. Jo dygtigere vi er, jo mindre pres skal der til, fordi hesten forstår beskeden og derved agerer på ganske små signaler. – Hvis den vel at mærke har både tillid og respekt for den person der giver kommandoen.

Nuvel, tilbage til den 3 års hest: Den unge og utrænede hest har ikke nogen forudsætninger for at forstå hvad vi ønsker af den. Kun gennem træning og uddannelse kan vi lære den hvilken adfærd vi ønsker. Vi lærer den at bære sadel og trense. Vi lærer den at bære rytter. Og derefter lærer vi den at forstå hjælperne:

At vi kan dreje den ved et tryk fra den ene tøjle. At vi kan stoppe den ved et tryk fra begge tøjler. At vi kan bede den gå frem for schenklen – og senere hen, at den kan vige sidelæns for schenklen, osv.

Hele denne proces er møjsommelig og kræver en stor portion tålmodighed. Det er nemlig ikke sådan at hesten bare rammer rigtigt med sin adfærd fra starten af. Den kan jo af indlysende årsager ikke vide hvad vi forventer af den, hvorfor den ofte gætter og prøver til med forskellige former for adfærd, indtil den rammer rigtigt og vi kan belønne den ønskede adfærd ved at fjerne presset. (Tænk fx på når hesten skal lære at dreje for tøjlen. Dens første reaktion på tøjletryk er måske at trække igen, indtil den finder ud af at presset forsvinder når den følger hånden – og gennem gentagelse styrkes hesten i den ønskede adfærd). Igen er heste lige så forskellige som mennesker, så hvad én hest synes er svært at forstå, er måske indlysende for en anden. Enkelte heste har det man kunne betegne som super- gehør og forstår hjælperne hurtigere og bedre end deres kammerater ude på folden, og det er dem der ofte handles for ganske betragtelige summer mennesker imellem.

Gentagelser, timing og indføling fra hestetrænerens side er med at til hjælpe hesten til at forstå de krav vi stiller. Ligeså er det vigtigt at kunne tilgive fejl. At en hest ikke forstår din intention skal den aldrig straffes for. Man forstår jo ikke bedre, bare fordi man får en straf. Faktisk tværtimod. For straf giver stress, og ingen lærer bedre når de er stressede, sjovt nok heller ikke heste. Vigtigt at huske er, at en læringsproces altid vil være fuld af fejl – og det skal vi rumme. – Tænk på hvor mange fejl du selv begik, da du skulle lære at gå. Det handler om at se igennem fingre med fejlene og opmuntre hvert lille initiativ der peger i den rigtige retning.

Hvis vi holder fast i billedet af den 3 års hest og nu forestiller os, at den har lært at bære sadel, trense og rytter. Den kan styres rundt i skridt, trav og galop, men den slasker stadig rundt og er ikke det man kalder “under hjælperne”. Så starter næste kapitel af uddannelsen; netop det, at hesten nu skal lære at forme sig under rytteren. At bære rytteren med løftet ryg og med balance i hele sin krop. En hest der bevæger sig rundt på en cirkel, vil fra naturens side af altid kaste hovedet udaf og på den måde finde sin balance. Mange heste vil også, uden den rigtige træning, gøre sig hule i ryggen og løfte halsen når de får rytter på ryggen. Hesten har altså sin egen måde at håndtere det pres den mærker fra rytterens vægt og den ubalance vi bringer dem i ved at tilføje ekstra vægt på ryggen og bestemme hvilken vej de skal gå. Hvis vi ønsker at vores heste skal blive holdbare, sunde rideheste, så er der brug for vi uddanner hesten til at bære rytteren korrekt. En hest der kaster sig ind i volten med en hul ryg, vil med tiden få ondt i kroppen af den ekstra vægt rytteren udsætter den for, hvilket igen gør risikoen for skader og slid langt større. Derfor skal vi træne vores heste, så de lærer at bære os på den ergonomisk mest hensigtsmæssige måde: Med løftet bug, med bæring over ryggen og i balance rundt på begge volter, hvor hesten skal spore sig ens, således at belastningen fordeles ligeligt og hesten styrkes lige meget på begge sider.

Hvis man blot kunne udlevere et kompendium til alle 3 års heste, der delagtiggjorde dem i indsigten i hvordan vi ønsker de skal bære os ryttere, ville det være nemt: Slå venligst op på side 343 og læs om hvordan den perfekte kontakt mellem hestens mund og rytterens hånd skal være. Læs det og lær det udenad til på torsdag, og så laver vi en rideprøve kl 7.40 på udendørsbanen. Dumper I begrænses foldtiden med 3 timer og det er slut med lakridssten! Desværre hænger det ikke således sammen. Vi har valgt at indgå i en relation til et dyr fordi vi synes det er tæskesjovt at få deres relativt lille hjerne til at forstå ting, der ikke er indlysende for den at forstå. Og derfor må vi også acceptere præmissen om at tingene ikke altid går efter en snor.

Når man skal lære en ung hest at rette sig ind under hjælperne, skal man tænke lidt ligesom hvis man skulle styre en speedbåd. Alting foregår bagfra og frem til hånden. For det utrænede øje vil det væsentlige ofte være om hesten “går til biddet” – om den placerer sig over, under eller i lod. Men sandheden er, at det er et forkert sted at lægge sit fokus. Hesten skal først og fremmest være fremadgående og rentaktet. Først derefter kan man arbejde med at rette skuldrene ind, finde balance på sporet og acceptere biddet. I hele denne proces vil hesten begå fejl. Den vil reagere på de krav man stiller. Nogle gange kommer der en ønsket reaktion, nogle gange en uønsket. Nogle gange vil hesten reagere for lidt og andre gange vil den overreagere. Som med al anden læring, er det vigtigt man tålmodigt og tilgivende arbejder med hestens forståelse for hjælperne. Hestenes følsomhed/reaktion for det pres de udsættes for er forskellig. Fx prøver nogle heste at undvige biddet ved at trække, mens andre forsøger at undvige biddet ved at forsvinde ned bag lod. Det handler alt sammen om at de udsættes for et pres, som de skal lære at tolke og forstå på den rigtige måde. Mange ting er ikke korrekt, når man starter med at uddanne en hest, men hvis man retter alting på en gang, vil hesten koge over i hovedet af stress.

Når vi rider vores heste i dressur ønsker vi en fuld kontrol over deres kroppe. Det betyder vi vil bestemme hvorhenne de skal sætte deres bagben, deres forpart, hvordan deres ryg skal løfte sig, hvilket tempo de skal gå i og med hvilken samlingsgrad osv. Vi vil også rigtig gerne bestemme hvorhenne deres hals skal placere sig, men lige her kommer vi til kort.  For fakta er at halsens placering “sladrer” om hvordan resten af hesten arbejder og ikke kan fixeres i den rigtige position. En hest, der arbejder i balance og med god forståelse for hjælperne, vil med tiden placere halsen korrekt og give rytteren en god fornemmelse af positiv kontakt mellem hestemund og hånd. Jeg plejer selv at sige til mine ryttere: “Glem halsen, glem hvor hesten placerer sit hoved. Det kommer på plads af sig selv når der er styr på resten. Det er netop dette der giver dig en indikation om at det du laver er rigtigt. At du lægger vægt på at ride hesten som en speedbåd: Bagfra. At få den i balance, taktfast, sporet ind. Kan du det, og har du formået at give hesten en forståelse af accept af biddet, så er du rigtig langt og din ridetur begynder nu at give dig den fantastiske fornemmelse vi allesammen elsker at sidde på. Avatarfornemmelsen hvor hest og rytter smelter sammen og hesten kan rides uden spændinger, men med elasticitet og spændstighed – og ikke mindst tillid til hjælperne.

Og hvor vil jeg så hen med al den udenomssnak? Handlede det ikke om hyperflexion og bag lod?

Pointen med den lange og tunge forklaring ovenover er netop, at tingene ikke er så forsimplede, som man kan gøre dem til, når man poster et foto af en hest med næsen bag lod og med tusch tegner en ring omkring næseryggen, mens man behæfter billedet med alle de kværulerende vederstyggeligheder man lærte i 8. klasse . Rent teknisk er der altså en del greb man skal have styr på, for at træne sin hest så den formår at bruge sig selv rigtigt og om hesten placerer sig i lod/foran lod eller bagved lod i den første den af dens liv som ridehest, er kun en mindre brik i noget langt mere kompliceret. Det er simpelthen et forkert sted at lægge fokus. Især fordi man overordnet set er nødt til at kunne tillade sin hest at fejle, placere sig forkert i en rum tid, indtil den reelt set har forstået hvad du ønsker. Og når det er sagt, så er de færreste ryttere ufejlbarlige heller. God ridning er pokkers svært, og det vil i hvert fald aldrig blive nemmere, hvis vi konstant render og slår hinanden i hovederne, hver gang vi opdager en fejl hos vores nabo. At fejle er at lære, som min kloge far altid sagde. Det værste man kan gøre er at gøre ingenting. For så kommer man ingen steder. Ønsker vi udvikling, skal vi aflive nulfejlskulturen – både i uddannelsen af hestene, men også i tonen overfor hinanden. Vi skal øve os og omfavne, at vi er i proces og dermed ikke fejlfrie, men på vej til at blive bedre 🙂

Aldrig magtfuld tvang

Et sted som (i min optik ) er meget mere væsentligt at lægge fokus (udover alle de ting man skal have styr på for at ride en hest rundt på den mest konstruktive måde) er aldrig at tvinge en hest med magt. Det gør sig gældende uanset om du tilrider, træner eller uddanner på et hvilket som helst niveau. Tvang med smerte som magtmiddel kan og vil aldrig nogensinde give et positivt resultat (hvis du spørger mig). At lægge et bid i munden på en hest kan påføre megen smerte, hvis ikke hesten hjælpes til at forstå præmissen for det. Det er derfor vores fornemmeste opgave som ryttere, altid at ride med tilgivende hænder, med indfølende schenkler, med et åbent sind og ønske om at forstå det væsen vi sidder på og stiller krav til. Vi står som ryttere med en enorm magt – i form af de hjælpemidler vi benytter os af, såsom bid i diverse (uhyggelige) udformninger, sporer og piske. Allesammen remedier, som på et splitsekund kan gå fra at være et hjælpemiddel til at blive et rent toturredskab. Så ved at sætte os på ryggen af vores firbenede venner, følger der et stort ansvar for altid at være fair. Altid at gøre vores bedste for at forstå hvad vi udsætter dem for. Aldrig at udøve træning med vold eller fixering. Selv har jeg aldrig forstået præmissen om, at vold og tvang kan føre noget som helst smukt med sig i en disciplin, der, for mig, repræsenterer samarbejde, lethed, elegance og indbyrdes forståelse. De heste der er uddannet med magt og tvang har jeg selv aldrig fundet skønne at betragte, men derimod smertelige og triste at se på. Heldigvis er der mange fantastisk dygtige dressurryttere i både Danmark og udlandet, som giver alle os andre en masse at stræbe efter. Som gør ridning til kunst.

Hvis oplægget her har givet dig, kære læser, stof til eftertanke i forhold til hvilke regler man skal følge, når man bevæger sig rundt på nettet og gerne vil kommentere/debattere udsagn man ikke er enige i, er her et par gode råd:
Et gammelt Sufi ordsprog siger, at vores ord skal kunne komme igennem tre porte, før vi udtrykker os. Ved den første port spørg dig selv: “Er det sandt?” Ved den anden port spørg dig selv: “Er det nødvendigt?” Og ved den sidste port spørg dig selv: “Er det venligt?” – Kan dine ord klare denne test – så er du godt på vej. Pøjpøj :-*