I min tid som virksomhedsejer her hos Rockthepony, er jeg mange gange blevet kontaktet af unge, håbefulde og hesteelskende piger, der drømmer om at kunne gøre heste til deres levevej. “Hej Anne, jeg vil gerne være professionel hestetræner, kan du give mig nogle tips til hvordan man lige gør?”
Heste er et fascinerende dyr, og det er ikke svært at lade sig charmere og svømme hen i diffuse drømme om en dagligdag omgivet af bløde muler, fantastiske rideture og bugtende grønne folde, med Texas ranch-hegn så langt øjet rækker. Tro mig, den våde drøm har jeg også haft det meste af min ungdom! Men at gøre sig i hesteverdenen og få vendt skuden fra at bruge umenneskeligt store summer på de firbenede kræ – til faktisk at tjene et par kroner på omgangen med selv samme – det er ikke for magelige typer.
Så på opfordring fra en god veninde – hvis datter manglede lidt nuancer i hestelivets realiteter, kommer her et kærligt, men ærligt skriv om hvad det kræver, hvis du drømmer om at tjene dine penge i et par ridestøvler – og hvorfor man som medarbejder i en hestevirksomhed ikke har råd til mandagssnue, tirsdagsblærebetændelse eller fredagssløvsind.
Kære måske fremtidige kollega 🙂 .
Jeg vil gerne dele en forretningshemmelighed med dig.
Hestebranchen er ubarmhjertig. Eat or get eaten! Man skal knokle sig til at få en plads i solen – og være mere end normalt flittig og tykhudet, hvis man rent faktisk skal lykkes med at drive det professionelt som en levevej. De gængse samfundsregler synes ophævet i denne verden,hvor sandsynligheden for tilskadekomst er stor, men sikkerhedsnettet er ikke eksisterende. Din seneste hest – hvor svær den end måtte være – afspejler din succes og en enkelt uligevægtig kunde, kan ødelægge dit ry og rygte så gevaldigt, at du i værste fald må lukke og slukke, hvis ikke du er velpolstret økonomisk og kan tåle manglende kundeflow. Dine kollegaer holder kortene tæt til kroppen og ingen deler noget af værdi med hinanden – du må selv opfinde konceptet og konstant forbedre dine evner, både inden for ridning, marketing og kundekontakt. Og brænder du sammen en onsdag eftermiddag, fordi et vandrør sprang og transformerede stalden om til Lalandia for heste, din venstre fod er tyk som en fastelavnsbolle, efter den blev brugt som trampolinpude af en fortravlet pony, og dine 6 lag tøj er gennemblødt af en ukuelig slagregn, der har pisket ned siden du trådte ud ad din hoveddør – så er det vigtigt at huske, at Netflix under dynen ikke hjælper en skid – og at der er en ny dag i morgen, som kræver at du er præcis lige så toptunet og i hopla som altid. For i hestebranchen kan man ikke bare låse af til varelageret og lade det passe sig selv, indtil man igen føler sig klar til at tage udfordringen op.
Alle som arbejder professionelt med heste (og ikke har købt sig til det) ved at du skal kunne tage nogle tørre tæsk – gentagende gange – og kunne rejse dig igen, selv fra de mest umulige situationer. Ellers holder man bare ikke en eftermiddag. Det er den stiltiende viden der findes blandt self made ryttere, som har formået at skabe en forretning på heste. Vi ved, når vi mødes rundt omkring i staldene eller på ridebanerne, at vi står overfor en person der har slidt, grædt, kæmpet og bidt tænderne sammen i en kaskade af snot og tårer og brækkede knogler, akkurat som man selv har, fordi man bare VILLE lykkes med det. Vi ved også, at hver dag er en ny udfordring, hvor udfaldet både kan være rigtig godt, men potentielt set også rummer risikoen for en fatal skade, vejrforhold der umuliggør dit foretagende, syge heste eller andre temmelig katastrofale ting, som kan sætte din virksomhed, dit helbred eller din arbejdsglæde til tælling. Så hver dag kræver dit fulde potentiale og dit fulde tilstedevær.
Samtidig har du brug for et hold omkring dig som du kan regne 150% med. Du har brug for mennesker, som bærer samme latterligt nørdede engagement for heste, som du selv. Mennesker, der er lige så absurd dedikerede til det, som du selv er. For når man inviterer nogen ind i sit team, så gør man sig afhængig af dem. Man er afhængig af at de yder som man selv gør. Skal man ud og klatre på bjerge, så skal man være helt sikker på at personen i rebet over en selv, har styr på sine ting – kan trække dig op, hvis uheldet skulle være ude og du falder. På samme måde i en hestevirksomhed. Er du en del af teamet, så skal du være for real. Både i regn og blæst, når man har ondt i hovedet eller har en off-dag, så skal man forstå at man er tæt på u-undværlig. Er man ustabil, så er det bedre for teamet ikke at regne med man er der. “Posten skal frem, uanset vejret”, som vi siger på landet. Det samme gælder for jobbet med heste. Du må eje et æsels stædighed og en kamels udholdenhed, selv i meget vanskelige situationer. Og den slags medarbejdere – de er sværere at finde end en katteloppe på en ridebane.
Er du der endnu? Er du slet ikke skræmt væk? Har du ikke følt ubehaget ved tanken om de lange kolde aftener, hvor du med stivfrosne fingre og ellevetaller under næsen, humper rundt i et aparte gangmønster, grundet de våde sokker og vablerne på dine hæle, efter alt for mange timer med ridestøvler på, for at fodre staldens heste; med kindposerne fulde af en håndfuld engang friske fodergulerødder, der udgør omtrent alt hvad du har nået at spise den dag. Hvis du stadig tænker: Hell Yeah – det er min fremtid det der – og jeg GLÆDER mig. – Ja så siger jeg velkommen til branchen – stedet hvor du poster de smukkeste feed på instagram, men skal mønstre en jægersoldats udholdenhed og en jubelidiots hang til optimisme, selv når jorden ryster. Vi ses derude! 😀
