Gennem mine år som rytter og særligt tilriderske, har jeg fået mange såkaldt fallerede heste ind, som var dømt ude som rideheste, grundet deres ringe evne til at beholde rytteren i sadlen. Heste som på den ene eller anden måde er blevet kategoriseret som farlige, utilregnelige eller “en af dem” efter xx hingst og derfor umulig.
Jeg tilred min første hest, da jeg som 16-årig faldt for ponygrænsen, og siden hen er det blevet til rigtig, rigtig mange tilridninger! I starten havde jeg meget lidt begreb om hvad jeg foretog mig og hvorfor, men som årene gik, og jeg havde deltaget i et utal at såkaldte traditionelle tilridninger i diverse salgs og træningsstalde, fik jeg mere og mere forståelse for hvad det egentlig var jeg foretog mig. Jeg blev også mere bevidst omkring det overgreb, som ofte fandt sted i forhold til den pågældende hest, der blev “trænet”. Noget der sendte mig hjem med en knude i maven og bitter smag i munden. Knuden i maven fordi jeg frygtede for liv og lemmer, når jeg dagen efter igen, som levende kanonkugle,  skulle bestige et vilddyr med rullende øjne og kapacitet til at katapultere mig tværs gennem ridehustaget. Den bitre smag i munden, fordi det føltes forkert at tvinge noget nedover et dyr, som på alle tænkelige måder fortalte, at den ikke brød sig om foretagendet.
Jeg kørte hjem med hovedet fuld af tanker omkring hvordan man kunne gøre tilridningsprocessen mere enkel – mindre farlig for hesten (og rytteren)?  Hvordan kunne man bryde træningen ned i mindre delelementer, som ville være lettere for hesten at forstå og acceptere? – Præcis som vi gør med dressurøvelserne. Jeg begyndte at tænke delelementer for sig – dvs tilvænning til sadel for sig – tilvænning til rytter for sig. Jeg fik også tanker omkring hvordan man kunne gøre tilvænningen til rytter mere lempelig, så hesten ikke, fra den ene dag til den anden, skulle acceptere at nu skulle den altså bære rytter og så i øvrigt se at komme derudaf. Jeg oplevede at mange heste fik tricket deres angst af mange forskellige ting. – For den ene kunne det være bøjlerne der hang fra sadlen, for den anden kunne det være at få øje på rytteren, som sad på ryggen, for en tredje kunne det være rytterens vægt eller schenkler. Jeg begyndte derfor at arbejde med delelementerne i tilridningsprocessen. Dvs alle de ting, som hesten potentielt kunne blive bange for, brød jeg ned til små øvelser, som jeg eksponerede hestene for i mindre doser. Jeg begyndte at hoppe op på hesten uden sadel – for på den måde bedre at kunne skelne hvad hesten var ok med og hvad den var bekymret for. At hoppe op på den bare hesteryg, gav mig et meget klarere billede af spændinger og sammentrækninger i huden, der kunne indikere angst. Det blev også langt nemmere for mig at kunne glide hurtigt af, hvis hesten følte sig udfordret af min tilstedeværelse. Samtidig blev jeg bedre og bedre til at læse den enkelte hest: Hvornår signalerede den, at den følte sig presset? Kunne jeg nå at aflæse det inden den eventuelt satte i bukkespring? Hvilke signaler kom forud? (For jo – der er altid signaler forud). Jeg blev bedre til at lytte. Ret god, faktisk. Og jo bedre jeg var til at læse hestene, jo tryggere følte de sig ved de ting jeg eksponerede dem for, idet jeg på den måde kunne arbejde med dem uden at overskride deres grænser. Og netop dette; at acceptere de grænser hestene satte, gjorde at jeg lige pludselig kunne flytte dem – enormt. Akkurat som med mennesker, opstår tillid nemlig til dem som vi føler, der ser os, forstår os og passer på os. Sådan er det sjovt nok også med heste.

Som tiden er gået, har jeg haft ekstremt mange heste gennem hænderne – og særligt mange af dem som folk synes er vanskelige på den ene eller anden måde. – Og selvfølgelig findes der heste som er sværere at træne end andre. Men det skyldes som oftest at de har en masse dårlige oplevelser med sig. Langt de fleste heste er super trænbare, hvis de ikke har oplevet noget grimt og i øvrigt er sunde og raske. Det er bare ekstremt vigtigt at vi lytter til dem fra første dag og tilpasser træningen til dem – og ikke omvendt. Alle heste passer nemlig ikke ind i samme system og tidsramme. – Og det værste man kan gøre, er at lægge et tidspres på dem, for rykker man videre i processen inden hesten er klar, får man akkurat samme resultat som et hus, der bygges uden et ordentligt fundament: Noget makværk!
Ser vi på børns evne til at tilegne sig ny viden, viser al forskning også, at glade og trygge børn lærer langt hurtigere og bedre end børn der er bekymrede og usikre. Det er ikke en dyt anderledes, når det drejer sig om heste. Det er bare som om vi indimellem næsten har glemt det, i vores bestræbelser på at klargøre hesten “hurtigt nok”. Vi orker ikke at bruge tid på de små usynlige ting, som det grundlæggende tillidsarbejde ofte er. Måske er det for kedsommeligt – måske er det for tidskrævende. Men en ting er sikkert – springer vi det over, så risikerer vi at lægge de første og vigtige sten i hestens ridekarriere på en måde, som er komplet umuligt at bygge noget konstruktivt ovenpå. Så måske er det på tide vi gen-tænker den måde vi traditionelt set tilrider heste på? Det tror jeg det er.  🙂