På ryggen af hest med rideskræk

På ryggen af hest med rideskræk

5. juni 2020 Af Anne Søndergaard

Christiano har haft store udfordringer som ridehest. Han har panisk løbet med rytter på, særligt på højre volte. Han er 6 år gammel og jeg har fået ham foræret på grund af hans udfordringer. Idag ser vi ham i longe og med rytter på ryggen. 

Videoerne i dette opslag er optaget kort efter Christiano kom ind hos mig. Dvs lige før han fik ordnet sine tænder og blev gennemgået af fysioterapeut. Hvis du vil læse hvad tandlægen og fysioterapeuten fandt på ham, så følg linket i bunden af dette oplæg.

 

Christianos første tur i manegen: Når jeg får sådan en hest ind som ham, som har noget bagage med sig, starter jeg altid hesten op forfra, som jeg ville gøre hvis han ikke var tilredet. Det gør jeg både for at passe på mig selv, men mest af alt fordi det er langt den bedste måde at finde ind til hvorhenne problematikken er opstået hos hesten. På den måde, indkredser jeg årsagen til den uheldige adfærd, frem for at “hoppe lige i fælden” og udløse endnu en panikreaktion.

Det første jeg gør er altid at sende hesten rundt i longen. Ved at se på hans reaktionsmønster i longen, får jeg en masse informationer omkring ham – både hvor stresset han er, hvor nervøs han er ved at være i nye omgivelser, hvor blød/spændt han er i sin krop, og hvor let/svært det er for ham at runde sig på en cirkel, og om der er forskel på volterne. Se videoen herunder og vurder selv, hvor du tænker hans udfordringer er 🙂

Det er af stor betydning at hesten er forberedt til at skulle bære en rytter, inden man sætter sig op. Hvis hesten allerede i longen har svært ved at runde sig og finde balancen, kan man være helt sikker på at opgaven kun bliver endnu mere umulig med ekstra vægt på ryggen. Prøv selv at tage en tung taske på ryggen og kravl op på ridebanens lægtehegn og se om du kan holde balancen – både i gang og løb. – Ikke helt nemt, vel? 😀 Det er det samme for vores heste. Når vi bestemmer det spor de skal gå på, samt belaster dem med ekstra vægt, skal der en stærk og velbalanceret hest til at løse den opgave, og har vi ikke klædt hesten ordentligt på forinden, risikerer vi at rende ind i problemer 🙂

 

På nedenstående video tester jeg indledningsvis om han er bange for jeg hopper op, for vægt på ryggen, samt andre helt basale ting. Når en hest udviser angst ved ridning, kan årsagerne være mange. Mit job er i den henseende at skille tingene ad og blive klogere på præcis HVAD der udløser panikken.  – Det kan være synet af rytteren, vægten af rytteren, tab af balance, lyde fra rytteren eller det kan være smertebetinget, eller noget helt sjette. Ved at teste de forskellige elementer isoleret set, giver det mig et klarere billede af hvad der er på spil for den enkelte hest.

Som I ser på videoen her, hopper jeg op uden sadel. Det gør jeg altid i tilridningsfase nr 1. Både fordi det er langt nemmere for mig at mærke signalerne fra hesten af, når der ikke ligger en stiv sadel og forstyrrer, men lige så vigtigt: Fordi jeg langt lettere kan glide ned ad hesten igen, hvis jeg føler det bliver for meget for ham. Således kan man arbejde med tilvænning til rytteren på en blidere og mere kontruktiv måde, end hvis man bare sætter sig op i første forsøg og “holder fast”.

Følg gerne med i processen frem til en – forhåbentligt – glad ridehest i de næste oplæg om Christiano.

Har I lyst til at læse mere om Christiano, så læs gerne tidligere opslag her:

Christianos nye chance