Igår aftes var en vådere en af slagsen, for mit vedkommende. En form for julefrokost med gode venner på en restaurant i Odense. Sent på aftenen, efter nogle hyggelige timer, venter jeg, sammen med et par veninder, på et kærkomment lift hjem fra byen. Det bliver lige vel koldt at stå udendørs i den tynde sommerjakke, som jeg hjemmefra, synes passede fremragende til aftenens outfit, og jeg beslutter i min overrislede tilstand, at det er en glimrende ide at entrere det nærmeste bæverdænge, for at vente indendørs i den dejligt varme, tilrøgede og lumre stemning, som disse steder har det med at emme af. Jeg er kun lige nået to skridt inden for døren, da en ung knøs, råber mig an fra barens fjerneste hjørne. “Hey – du der, kom lige herover”. Eftersom jeg ikke har meget andet at fordrive tiden med, mens jeg står og nasser på den røgfyldte ølstues varme, dribler jeg ned for at høre hvad han vil sige mig.

“Du der, du skal lige være dommer her, hvem af os to har scoret opad?” Siger gutten, som jeg nu kan se ikke er meget andet end et skolebarn, mens han peger nonchalant på sin veninde ved siden af – en bly viol, der ligesom ham selv, udstråler den samme ungdommelige jomfruelighed udi livets eskapader. “Det er mig, ikke? – “det er mig som er the catch af os to, hun har totalt overscoret ved at score mig – er du ikke enig?” plaprer han videre, mens han med fremskudt hanebryst og cocky attitude, slår armen ud i en skødesløs bevægelse, der skubber pigen lidt længere ned i stolen og gør hans egen tilstedeværelse lidt mere cementeret. Overfor sidder to af hans venner, som giver hans testosteronparade ekstra luft under vingerne med deres anerkendende hujen og gorillagrynt.

” Jeg forstår ikke dit spørgsmål, jeg tror du har et helt forkert perspektiv her. Ser du livet drejer sig om…,”forsøgte jeg. “Jeg er fucking meget flottere end hun er, hun har så meget scoret opad”, afbryder han mig, mens vennerne hujer og pigen smiler blegt med tomme, usikre øjne. “Hør nu her, forsøger jeg”, men hans opmærksomhed har jeg længe tabt, for han har katapulteret sig selv ud i en glorificerende og selvforherligende fortælling om sin egen fortræffelighed.

“Nu hører du kraftedeme efter, din lille hvalp” hvæser jeg, mens jeg læner mig indover bordet. “Hvad vil du? Tror du du er lækker, hva? Min kæreste er sgu da meget flottere end dig, du er sgu da grimmere end hun er” fortsætter han. “Søde ven, der er en grund til du har fået to ører og kun én mund! Nu tier du stille og lytter!”, siger jeg med en rutineret skolelærerattitude, som jeg har finpudset gennem de seneste 14 år som folkeskolelærer. “Jeg er dobbelt så gammel som dig. Jeg har en kæreste jeg har været sammen med i 16 år. Vi har to børn og et helt liv sammen. Og jeg kan sige dig med sikkerhed, at han har ikke formået at holde på mig i så mange år, ved at galpe op omkring sin egen placering på fuckabilityskalaen, mens han talte mig ind i et hjørne indtil jeg gik i et med tapetet! Tværtimod: Han har altid sat mig højest. Hvis han deler en kage, giver han mig det største stykke. Når jeg har sat mål for livet har han heppet på mig, og når jeg er ked af det og lille, så trøster han mig. Han gør mig smuk og værdifuld ved at behandle mig sådan – og det er det, der gør ham til en mand! Så hvis du har tænkt dig at holde på den søde pige her ved siden af dig, så skal du finde en anden kasket frem. Fortæl hende hvor smuk hun er. Hvor unik hun er. Vis hende verden og giv den til hende – få hende til at skinne. Så bliver du også selv mægtig. Og kan du ikke forstå hvad jeg siger, så er der en ledig plads ovre ved børnebordet, med de røde pølser og grønne sodavand, hvor pædagogen Else giver kyndig råd og vejledning til værdigt trængende!”

“Jaaa, mand, det er der jeg mener” – stemmer den blege pige i og gorillaerne rundt om bordet råber “jaaaa maaaaand” mens en af dem abeagtigt slår en næve i bordet, som for at understrege pointen. Den unge fløs siger ingenting, men ligner nu umiskendeligt meget en konfirmand. “Tak for i aften og forsat god aften til jer alle”, siger jeg og skrider med en fejende bevægelse væk fra bordet, ned ad gangen og ud ad døren igen. Udenfor rammer den kolde klare luft mig og jeg ventilerer den ind, mens jeg står øverst på trappeafsatsen, vældig fornøjet med mig selv og mit nærværende moralske bidrag til ungdommen. Jeg sætter kursen mod veninderne igen, men i al min selvforherligende salighed (og en lille smule beduggethed) fejlvurderer jeg trappetrinnets længde, og falder som en elefant på stiletter de tre trin ned på fortorvet. Lige dele overrasket og fortumlet, får jeg stavlet mig på benene igen og konstaterer at intet er brækket, og jeg sætter mig, lettere pinlig, ind i bilen med veninderne.

Og hvad er moralen så? Jeg tænker den hedder noget i retning af: Hovmod står for fald – og du bliver aldrig for gammel til at falde på trappen!