Når vi udsættes for voldsomme oplevelser til hest, er der stor sandsyndlighed for at vi efterfølgende udvikler angst for at ride. Det er en helt normal og sund reaktion, som vores krop og sind automatisk slår til, for at passe på os. Ofte bliver vi både frustrerede og gale på os selv, fordi den dumme angst spænder ben for det vi gerne vil. Men i stedet for at slå os selv i hovedet med den, er det langt mere konstruktivt at anerkende den er der: Vide at den er der, fordi vi har glæde ved livet og vores fulde førlighed. – Noget vi måske netop er blevet mindet om kan mistes, når vi håndterer og rider vores heste. “Kun en tåbe frygter ikke havet”. Og man kan i princippet sige det samme om hesten. Ikke at vi skal frygte den, men vi skal være os bevidste om hvor store kræfter der er på spil, og anerkende at den angst som indimellem dukker op, kan være ganske velbegrundet og fornuftig, set i et helbredsmæssigt perspektiv.

Så hvad søren stiller man så op, når angsten har bidt sig fast i en, og alt man ønsker, er bare at komme tilbage på hesten og opleve rideglæde, som man gjorde engang?

For kort tid siden blev jeg kontaktet af Sara og Diesel. Diesel er en dejlig vallak, som efter en mindre skadespause, en dag satte Sarah så eftertrykkeligt af, at hun brækkede nakken, Hendes krop er heldigvis kommet sig fint igen, men selvom Sara er en erfaren rytter, med mange års rideerfaring, har det  mentalt været svært for Sara at komme tilbage på hesten. For hvad hvis det sker igen?

Den seneste uge har Diesel været i ridning hos Rockthepony, med henblik på at få sat ham igang igen og få Sara kørt i stilling til igen at kunne ride ham. Når vi er angste for at sætte os op på vores heste, er det væsentligt at huske, at angsten er en grundlæggende beskyttelsesmekanisme og helt normal at have, når man har været udsat for noget traumatisk. Akkurat som når heste har rideangst, skal vi træne den væk. Dvs vi skal skabe et miljø, hvor den som guider os, formår at lave et trygt rum, hvor vores grænser respekteres. Det er ligeledes afgørende at vi på forhånd er klar over hvad der skal ske. At vi har mulighed for at gennemtænke opgaven og tilpasse den til noget vi finder overkommeligt, inden vi kastes ud i den. Tillidsforholdet mellem træner og rytter er ligeledes afgørende; træneren skal rette ekstra opmærksomhed mod rytterens velbefindende, og være ekstra god til at spørge ind til om rytteren befinder sig ok i situationen. Man bliver nemlig ikke mere modig af at gøre noget man er utrolig bange for. Modet vender først tilbage, når man igen har følelsen af at have situationen under kontrol og ikke blive stillet en større opgave end man magter. På det område er heste og mennesker utrolig ens 🙂

Sara er nu tilbage på ryggen af Diesel. En lille sejr ud af mange. Forud venter et langt og møjsommeligt arbejde med – bid for bid – at vinde mere terræn rent ridemæssigt. Hvis jeg tør sidde deroppe, tør jeg måske også skridte. Hvis jeg tør skridte, tør jeg måske også trave. Hvis jeg tør trave, tør jeg måske også galopere. I en proces hvor man  kæmper med angst, skal man aldrig anskue hele udfordringen på en gang, men derimod dele processen op i små overskuelige bidder. Giver man sig selv lov til at dvæle et øjeblik ved hvert step, inden man udfordres yderligere, får man tid til at lande i opgaven og mærke ordentligt efter, uden at angsten overvælder os på ny. Jeg glæder mig til det videre forløb med Sara og Diesel 🙂