Et oplæg jeg skrev for små 5 år siden, som omhandler den starut jeg boede sammen med dengang, og som jeg stadig ser fra tid til anden, når jeg forvilder mig ind fra stalden til huset, for at hilse på familien. 😀
Da jeg mødte Patrick, var jeg godt klar over vi var ret forskellige. En del endda. Mens jeg planlagde ting flere år frem i tiden, var han så meget til stede i nuet, at han dårligt nok kunne tage stilling til hvad vi skulle spise til aftensmad, hvis jeg feks spurgte ham før kl 15. ”Hvad skal vi handle ind til i aften?” – ”Det ved jeg da ik, for jeg er ikke sulten” – kunne han svare. Til gengæld var han fantastisk dygtig til at have det godt. Nu og her! Uden at spekulere det mindste på at der fandtes en dag i morgen – med krav og pligter og gøremål, der kræver ens tilstedeværelse.
Patrick var bare 18 år, da jeg mødte ham, og jeg var selv 23 (Ja jeg ved hvad I tænker!). Han var alt det jeg ikke vidste jeg manglede. Jeg havde – i mine dagdrømme, som så mange andre pigebørn, drømt om en mørkhåret sportsatletisk – lidt ældre – mandsperson, der havde styr på sine prioriteringer og kom og slog benene væk under mig med sine store visioner, dybe stemme og myndige persona. Ham gik jeg netop og fantaserede om, da jeg en dag stødte ind i Patrick på det jazzede værtshus, Det Hvide Lam på Kultorvet. Jeg havde været i dårligt humør den dag, og det hang stadig ved. Min søster og jeg havde aftalt at tage på Lammet, hvor nogle af hendes venner, samt et par stykker mere, herunder Patrick, stødte til vores bord.
”Ej, lad da vær’ med at være sur, det er da åndssvagt”, sagde han pludselig kækt til mig, kort tid efter vi havde hilst. Jeg blev temmelig paf over sådan at blive intimideret i min surhed af en ung, fregnet og flabet knægt, der åbenbart ikke havde pli nok til at lade mig passe mit eget dårlige humør.
Siden den dag begyndte den mørke, sportsatletiske mand i mine drømme at blegne. Han blev utydelig og svær at fastholde, og når jeg forsøgte at fremkalde ham for mit indre blik, ændrede hans silhuet sig til en stor, rødhåret og fregnet dreng med opstoppernæse og en umiddelbarhed der ikke kan købes i denne del af verden.
Og jeg var hooked! Og det var et problem! Ikke alene på grund af aldersforskellen, som til at begynde med, gjorde mig søvnløs – for det kunne man da ikke – eller kunne man? Var han mere et barn end voksen? Eller var det helt legitimt fordi kærlighed ingen alder har, som det så flot hedder i diverse ugebladsromancer. Nej søvnløs blev jeg i den grad også, fordi det viste sig at Patrick ingen ”hunter” var. Uanset hvor mange gøre-mig-til-tricks jeg fyrede af på ham, i tiden der fulgte, var de nogenlunde lige så interesseskabende som et afsnit af Sex In The City ville være for en 8-årig dreng. Han så mig OVERHOVEDET ikke! Ikke før jeg en dag tog usædvanlig meget mod til mig, og gjorde, en for mig ganske naturstridig handling, og kyssede ham lige midt på munden. Så faldt tiøren! Og kort tid derefter blev vi kærester.
Til efteråret er det 10 år siden. 10 år og to børn, og vi er stadig lige forskellige. Jeg er stadig den der planlægger fremtiden – bekymrer mig på forhånd og kan blive fuldstændig og aldeles hysterisk hvis aftaler brydes. Patrick er også stadig den, som ikke spilder sin tid med ting han ikke synes er sjove. Og skulle det en sjælden gang imellem ske (jaja – et par gange om ugen er da også en slags sjældent) at Patrick kommer hjem ud på de små timer, efter en tur i studiet, efterfulgt af en enkelt* øl på en bar i KBH og lister sig ind på kattefødder, så jeg ikke hører ham, og jeg så står klar derhjemme og er skide sur over han kommer hjem og er fuld; ja så er det hans natur at svare: ”Fuld? – Jeg er ikke fuld! – Jeg er PRAGTFULD!!”
* Begrebet ”en enkelt øl” kan dække over alt fra 2-3 øl til et ubestemt antal af genstande indtaget over en tidsperiode på 1-5 timer