“Vi har givet Futte fred – det var synd for ham at leve videre, når han ikke kunne gå dressur på højt plan længere”. Sådan en bemærkning har jeg ofte hørt fra gode hestevenner omkring deres firbenede kompagnoner, når det har vist sig, at en skade endte med at sætte en stopper for en aktiv stævnedeltagelse. Og ofte har jeg studset over netop denne bemærkning, for kradsede man lidt i den moralske overflade, viste det sig næsten altid at “Futte” var forsikret for en anseelig sum, som kun kunne udbetales i tilfælde af hesten blev aflivet eller i hvert fald erklæret uegnet som ridehest.

Derfor har det klinget en anelse hult i mine ører, når man som hesteejer tager den tunge beslutning omkring en aflivning, mest af alt på grund af økonomiske konsekvenser, mere end dyreetiske – men samtidig har fortalt sig selv, at det var af netop etiske årsager, man valgte en aflivning. “Han trives ikke med bare at gå ude på marken, det er synd for ham, han ville savne at være med til stævne, som han plejer – en cirkushest kan jo dufte savsmulden”. 

Heste har nogle helt naturlige behov, som skal dækkes, for at de trives; Udover fundamentale behov som ilt, mad, vand, varme og søvn, har hesten brug for artsfæller til socialisering, forplanting,  tilknytning og følelse af sikkerhed. Den har brug for plads til at kunne bevæge sig og naturligt tidsfordriv med fødeindtagelse. Hvis hesten får opfyldt disse behov, vil den som udgangspunkt trives.

Ingen heste i verden besidder ønsket om at realisere egne evner, at præstere, at vinde rosetter. Vi kan domesticere og træne dem dygtigt, så de udretter fantastiske ting for os, men intet af det vi beder hestene om, udspringer fra deres behov og ønsker. Tværtimod. Så hvorfor afliver man en hest, blot fordi den ikke længere kan konkurrere og vinde rosetter? Det gør man fordi heste er en bekostelig affære, og fordi forsikringssummen er nødvendig for at få råd til en ny konkurrencepartner. I den henseende er det i min optik væsentligt at kalde setup’et for hvad det er: En kalkuleret beslutning, som handler om kroner og ører og ikke et sentimentalt hensyn om at give hesten fred.

Andre alternativer til hestehimlen?
Nu findes der selvfølgelig heste, der er i så store smerter, at det ikke er forsvarligt at lade dem leve – og netop disse heste er umådeligt heldige, at de er heste og derfor på “human” vis må aflives, i modsætning til de mange tusind mennesker, som hver dag lever med uhelbredelige sygdomme og i så store smerter, at de ville ønske de selv ejede retten til at stoppe livet. Når det er sagt, så findes der et hav af heste, som repræsenterer utallige udgaver af “uanvendelig”, alt efter hvem der har lavet erklæringen og i hvor høj grad hesten er påvirket af det, som gør den uegnet til ridebrug.

At få en hest funktionel under ridning, kan være en mangefacettet sag, og ofte også et tidskrævende projekt, særligt hvis hesten har været påført en skade eller traume, som først skal hele op, eller som kræver et tungt genoptræningsforløb. Men i en del tilfælde, vil hesten godt kunne anvendes som ridehest, hvis blot den får den nødvendige tid til heling og genoptræning, og niveauet af ridning tilpasses hestens fysiske begrænsninger. “Kroppen er plastisk, det er simpelthen så smart”, sagde min hestefysioterapeut til mig for nyligt. Og hun har ret! Mange ting reparerer sig selv med tiden, men kræver netop tid i en mængde, som idag er en mangelvare.

Faktisk lavede First Forsikring tilbage i 2019 et forsøg med netop denne type hesten. Det kan du læse mere om HER.   Der indgik 22 kasserede heste i forsøget. Heste, som var erklærede uanvendelige, og som blot ventede på at stille hestetræskoene, så snart der blev trykket på knappen. Det viste sig imidliertid at intet mindre end 20(!) ud af de 22 heste kunne genoptrænes og genanvendes som rideheste.

– Men hey-  Hvem venter to år eller mere på at kunne ride på sin hest igen? Eller hvem lever med accepten af at hesten nu kun kan præstere på et lavere niveau end hidtil? Har den så samme værdi? Eller er det på tide at skille sig af med den, for at få en mere konkurrencedygtig model? Måske er det på tide at vi øver os i at se alle nuancerne i begrebet uanvendelig, og i stedet for at tænke på vores heste, som en ødelagt iphone, der skal erstattes af en opgraderet udgave, så tænke dem som levende individer, der muligvis skal geninstalleres i et flexjob hos en mindre krævende rytter? Hvis det nu var dig, som var hest, ville du så ikke gerne have chancen?