Heste er fantastiske. Heste er foranderlige. Heste er vores drømmes materialisering – eller det modsatte. For vi kan træne dem til at kunne de mest fænomenale ting. Vi kan ride på dem, de følger vores mindste vink, forcerer tårnhøje forhindringer, eller de bærer os tålmodigt gennem skov, eng og ørken, til verdens ende. Men den foranderlighed de besidder, kan også lede til, at vi får ændret dem til noget negativt. En blød, urutineret og uprøvet unghest, kan på ganske få dage gå fra at være en usleben diamant, omdrejningspunktet for vores fremtidsvisioner på ridebanen, til at ende ud med at blive en angstfuld, hysterisk, panisk eller slet og ret bare en stiv krikke, der hverken vil bukke nakken eller gå frem. – Alt imens vi vantro ser det ske for øjnene af os, forvandler vores kæreste eje sig til at være vores største mareridt. Og hvorfor??? Fordi vi ganske enkelt ved for lidt. Om dem. Hestene altså.

Men hun er jo en dygtig rytter?

At træne heste med et positivt udfald, er et langt studie ud i at forstå hestens natur, dens naturlige reaktionsmønstre og måde at fortolke verden på.  På rideskolerne rundt omkring i Danmark, lærer man som oftest hvordan man rider. Altså rent teknisk hvordan man tager i tøjlen, presser med schenklen, driver med sædet osv, for at få hesten til at makke ret. Noget vi bruger år på at forfine, som tiden går, og en dag er du måske dygtig nok til at få din egen hest. God og kvalitativ undervisning kommer aldrig skidt igen. Det er guld værd. Men på trods af alle de bedste intentioner, alle de mange ridetimer man har modtaget og et brændende ønske om at lykkes med sin hest, ender vi alligevel af og til i en blindgyde, hvor hesten bare ikke gør som man vil, og den dyrtindkøbte 4 års dressurstjerne, begynder pludselig at blive stiv, vrangvillig og slæbe bagbenene efter sig, eller den er måske begyndt at springe til siden, blive usikker at komme op på, stejle, eller noget helt sjette. Og hvorfor nu det? Du har som rytter gjort alle de rigtige ting – du modtager fast undervisning, har købt hest med professionel vejledning, har fået den dyrlægetjekket inden køb osv osv. Og faktisk er du slet ikke nogen dårlig rytter – tværtimod har du ganske god rideforståelse, sidder fint i balance og har redet MBdressur på op til flere heste forinden dit nye køb. Hvorfor virker det så ikke?

Det virker som oftest ikke, fordi der er noget vi ikke ser . Noget vi slet og ret overser, når vi tager et kritisk blik på vores hest. Og rigtig mange gange, handler det om at vi ikke er dygtige nok til at anskue tingene fra hestens perspektiv. For det har vi aldrig lært. Det er nemlig ikke en del af den gængse pakke, når vi går på rideskole, modtager undervisning eller uddanner os i faget “ridning”. Denne pakke indeholder som mestendels en masse rideteori, men kun ganske lidt adfærdsforståelse. Og derfor står mange ryttere som Moses ved Det Røde Hav, når hesten begynder at reagere uhensigtsmæssigt – for vi aner simpelthen ikke hvorfor. I desperation kontakter vi ikke sjældent healere, synske medier og andet lirumlarum, for at løse og forstå problemet – og vi kunne ikke bevæge os længere væk fra et reelt brugbart svar på hvorfor hesten reagerer som den gør. Svaret skal nemlig ikke findes på bunden af en selvbestaltet spåkones kaffekop, men derimod i en bedre og mere dybdegående forståelse for hestens natur og væsen.

Et eksempel

Det sker, at jeg får heste ind, som er “gået i brækvejen”, som min kæreste formulerer det, når noget ikke fungerer. For nyligt fik jeg en dejlig 4 års varmblodshoppe hoppe ind. Super stamtavle. En hest man havde store forventninger til. Tilredet og redet et halvt års tid. Når man ser hende i longe, kun i grimen, bevæger hun sig løst og lækkert, griber dejligt ind i bagbenene og løfter fronten op med både fine forknæ og flot op-ad-bakke-tendens. Uden en eneste spænding nogen steder. Men så snart man sætter sig op på hende for at ride, bliver hun som et bræt gennem hele ryggen. Halsen er stiv og ufleksibel og hun slår med hovedet og er meget irriteret på biddet. En stor skuffelse for avleren, som troede at han havde avlet en alletiders dejlig hest, der kunne omsættes for en pæn slat penge, men som efter endt tilridning og efterfølgende ridning, viste sig at være lidt af en fuser – for hvem vil give mange penge for en hest der kaster rundt med hovedet og er ganske ufleksibel og træls at sidde på?

Når jeg får sådan en hest ind, starter jeg selvfølgelig altid med at tjekke det åbenlyse: Er hestens tænder ordnede? Har den nogle ømheder, trykninger i sadelleje, hals, bagpart osv. Hvordan bevæger den sig, når den går i utvungen holdning rundt på volten? Er der forskel på volterne? Kan den flexe sin hals tilfredsstillende med gulerodsøvelser? Hvad siger røntgenstaus? Hvis alle disse ting viser sig at være iorden, så kan man som oftest indkredse det til at være et decideret rideproblem. Altså en adfærd hesten gør, relateret til det ubehag den oplever ved ridning. Netop den ovenfor beskrevne adfærd, har jeg efterhånden set en del gange, på helt raske og fine heste. Den kommer sig af, at hesten har fået serveret trinene i ridningen for hurtigt. Det behøver altså ikke at være relateret til “dårlig ridning”, men derimod bare forkert trin på skalaen. De fleste med lidt god dressurerfaring, kender til følelsen af at en hest “går i hånden”. Dvs den former sig blødt fortil, mens du kan skubbe hesten ind i rammen bagfra. I den ideelle verden. For mange gange får vi præsenteret dette begreb “at gå i hånden” alt for tidligt i processen når vi tilrider vores unge heste. Der findes ingen bøger, internetsider eller klubber, hvor hesten kan søge viden og forforståelse omkring hvad tilridning og ridning går ud på, så når vi præsenterer dem for projektet, er det altså første gang nogensinde de stifter bekendtskab med det. Heste reagerer forskelligt – akkurat som mennesker. Og ligesom nogle mennesker har let ved at lære alfabetet, dets lyde og sammensætningen af bogstaver til ord, så findes der også heste, der hurtigt afkoder hvad vi forlanger af dem – de forstår hvad schenklen betyder, hvad anholdning på hånden betyder, kort sagt, de forstår hvordan de på den mest hensigtsmæssige måde skal undgå det pres vi udsætter dem for. Men der findes altså også en hel del heste, som ikke kan afkode de mange informationer på en gang. De kan ikke afkode, hvis du både presser med schenklen og laver en anholdning på hånden. De hører måske til de mere forsigtige heste, der bakker lidt af, hvis de føler sig usikre, og får man ikke stoppet op, tænkt sig om og gjort tingene enklere for hesten meget hurtigt, så ender man ud i en værre suppedas, hvor hesten hverken forstår at søge ordentligt frem og ej heller følge hånden. Jo mere hesten stiver sig og går imod hånden, jo større pres lægger rytteren som regel på biddet, hvilket kun forstærker den negative spiral. Jo længere tid der går på denne måde, jo værre bliver problemet. For det er ikke kun ubehageligt for rytteren, at ride rundt på en stiv og modvillig hest – det er mindst lige så ubehageligt og med tiden smertefuldt, for hesten. Jo længere tid hesten har modarbejdet rytteren, jo større er sandsynligheden for at den bliver stram og ufleksibel i sin muskulatur, udvikler uens eller forkrampede bevægelsesmønstre som fx pasgang, utaktethed og tøjlehalthed.

Så hvad stiller man op med sådan en hest? Man skiller kravene ad: Forenkler det. Hvad vil du helst have? Fremaddrift eller eftergivenhed? (Her vil den kvikke læser selvfølgelig huske et tidligere oplæg jeg skrev herinde om glidetøjlens anvendelse, og hurtigt genlæse at fremaddrift altid kommer før eftergivenhed). Man er altså med andre ord nødt til at pille nogle lag af; gøre ridningen mere enkel. – Man skal tilbage til det grundlæggende: Alfabetet, hvad bogstavernes navne er og hvilken lyd de har. Først når hesten forstår dette – altså at frem betyder frem, uden den føler modstand fortil, uden den bliver gakket i bevægelsen – forkrampet – først der kan man begynde at bygge yderligere krav på. God fornøjelse 🙂