Glidetøjlen er et remedie som hænger i mangen en dressurstald. Nogle steder bruges den dagligt, og på mange af stedets heste. Glidetøjlen har den funktion at give rytteren mulighed for at lede hestens hoved ned/ind, uden den kan unddrage sig.

Hos Rockthepony modtager jeg hvert år et ikke uvæsentligt antal heste, der er dysfunktionelle i ridningen. Nogle af dem er angste for at ride, paniske faktisk; andre er vrede, frustrerede, hysteriske, desperate. Fælles for mange af dem er, at de har oplevet for stort et pres, som de ikke har vidst hvordan de skulle komme ud af. Det har ledt til de mange konfliktfyldte heste, der har ageret det bedste de kunne i en stresset situation: De er løbet, har bukket, stejlet eller bare bevæget sig i gakkede gangarter.

At træne og uddanne en hest klogt og forsvarligt, kræver indgående indsigt og viden i en masse processer. Hestens anatomi, fysiologi, væsen og psyke er væsentlige faktorer. Hver eneste hest, er som en mosaik af iboende karaktertræk, dragede erfaringer og sansninger, og alle de forskellige koblinger, som kan ske derimellem. Når jeg får en ny, problematiseret hest ind ad døren hos Rockthepony, gælder det om først og fremmest at få lavet en skarp analyse af de handlinger og reaktionsmønstre hesten gør, og så holde dem op mod den træningsskala, som jeg gennem tiden har udarbejdet for mig selv. På den måde kan jeg skille tingene ad og bedre lokalisere præcis hvorhenne hesten er “hoppet af” den positive udvikling. Min personlige træningsskala til de unge heste ser således ud:

1: Fundamental tryghed og tillid – både fra jorden og oppefra

2:  Elementære knapper: Stop, start, drej.

3: frie, regelmæssige gangarter, klar takt, fri hovedholdning

4: kontakt til biddet, accept af biddet (men aldrig gå på kompromis med 1,2,3 for at opnå 4)

5: Ligeudretning og yderligere forståelse for hjælperne. Her lærer hesten at den skal flytte specifikke dele af sin krop for tryk. Dvs man kan flytte forpart/bagpart uafhængigt af hinanden og derved rette hesten lige på sporet). Ligeså er hesten klar til at arbejde med temposkift, hvilket er en slags “harmonikaeffekt” der hjælper til at bringe hesten bedre på bagbenene og derved mere i balance.

En væsentlig andel af de heste jeg får ind med rideproblemer, har enten rod i punkt 1, 2 eller 3. En del af dem mangler simpelthen den fundamentale tillid til at det, som skal foregå, er ok og ikke skadeligt. Dvs de er i højeste alarmberedsskab allerede fra opsadlingen af, fordi de grundlæggende ikke har tillid til om vi vil dem det godt eller ondt.

Men rigtig mange heste har også rod i punkt 2 eller 3: De har simpelthen aldrig haft chancen for at bevæge sig rundt med rytter på ryggen i en frigjort bevægelse, fordi man alt for tidligt har spændt dem ind fortil med enten glidetøjle eller indspændinger. Ofte hører jeg historien om en lidt (for) vågen hest, som under tilridningen virkede anspændt og med tendens til at løbe, hvilket foranledigede at man hurtigt lagde en glidetøjle på, så rytteren på ryggen havde mulighed for at kontrollere den pågældende hest bedre og hurtigere. Denne løsning kan synes ligetil og fornuftig, men tager man et dybere spadestik ned, vil en glidetøjle eller indspænding være et katastrofalt valg at sætte på den hest, som endnu hverken har passeret punkt 1, 2 eller 3. En hest der endnu ikke har lært at gå frem, rentaktet og frit, vil – redet med en glidetøjle – reagere på en uhensigtsmæssig måde. Enten vil den panikke og løbe, eller alternativt, den vil forsøge at bukke sig ud af problematikken. De flinke heste vil i bedste fald bare gå unormalt og gakket, fordi den naturlige fremdrift ikke er til stede overhovedet. Har de gået “gakket” og opspændt over længere tid, oplever rytterne typisk at de pludselig begynder at spooke/løbe/bukke og bliver dybt frustrerede fordi de ikke kan finde nogen forklaring til denne adfærd. Forklaringer er dog logisk, hvis man tænker sig om: En hest der går i en spændt form/ubehagelig form over længere tid, vil opbygge spændinger og smerter og som stærkt intuitive dyr, vil hestene begynde at reagere på disse smerter. Nogle bliver “dumme” og prøver at bukke af, mens andre bliver angste og forsøger at løbe væk.

Det er drøn ærgerligt med alle disse heste, der får en træls start på deres ridekarriere. For ofte er det et møjsommeligt og længerevarende arbejde, at pille de dårlige oplevelser og handlemønstre ud af hestene igen. Min overbevisning er at det ikke handler om dårlig vilje eller bevidst dårlige valg, fra de mange ryttere der kommer galt afsted med tilridningerne. Det handler derimod om manglende viden og indsigt i en proces, der i mange henseender er blevet underprioriteret som “det beskidte job” rundt omkring i træningsstaldene og dermed ofte overladt til de mindst erfarne ryttere. Så når glidetøjlen bringes på banen som en løsning på en ung og utrænet hest, drejer det sig om et uddannelsessvigt af vores ryttere, mere end det er et udtryk for en ubegavet måde at håndtere en ung hest på 🙂