Vi boede engang i København. I mange år, faktisk. Lige bag ved Tivoli i en fin andelslejlighed i stueetagen.  På det tidspunkt dette oplæg er skrevet, havde vi kun et barn; Vito, som var omtrent to år.

Min kære mand er i gang med aftensmaden og be’r mig rende et ærinde i den lokale kiosk for at købe en omgang pulverbearnaise. (Ja – vi snyder sq med bearnaisen!) Bedst som jeg står i gangen og stikker i kondier’ne, ringer kioskalarmen hos Vito: ”Moooooaaaar, Vito meeeeed”! (suk!). Nå – men selvfølgelig skal purken med. Vi er så heldigt beskåret at kiosken ligger knap to minutters gang fra lejligheden – dejligt nemt. Til gengæld koster at ca 55 gange mere end normalt, men hvad gør det, når man kan redde aftensmaden med en delikat pulverbearnaise.

Ikke så snart er vi kommet inden før døren, før end Vito skriger: ”IIIIIIIS” – piler forbi kassen og forsvinder ind bag hylderne med Kellogs Cornflakes og Wetabix morgenmad. Jeg finder hurtigt den famøse sauce, samt en masse andet strengt nødvendige madreserver til overpris og skal jo så ha’ lokaliseret ungen, så jeg kan få ham med hjem igen. Jeg finder ham selvfølgelig aller bagerst i butikken – deromme hvor vinen står opbevaret. Her har han mast sig ind på en af de nederste hylder i vinreolen, akkurat stor nok til hans spæde to-årige drengekrop kan fylde pladsen ud, hvis han ligger med knæene oppe under hagen.

Jeg får gennet ham foran mig og ud af butikken – og i netop dette øjeblik går det op for ham, at han IKKE skal have is. Vi når ca fem skridt ud på vejen, før han smider sig ned i et vræl – dybt krænket over den uret, jeg lige har begået mod ham ved at gå ud af kiosken uden han fik en is. Rutineret (og med en smule lange patter af situationen) – smider jeg ham i et snuptag op over den ene skulder, mens jeg balancerer varerne i favnen med den anden arm. Vito skriger og sparker og spytter mens han græder ”Neeeeeeeej dumme mor”. Jeg slår blikket ned, gør kæben stram og speeder skridtene op, mens jeg krydser fingre for at jeg ikke møder alt for mange intetanende mennesker på vejen hjem. Halvvejs over gaden er det så jeg nærmest vælter ind i en sværvægter af en politimand! Jamen fedt! Ordensmagten lige der! Mens jeg fægter med en tudende unge over skulderen, hvis forurettede våde øjne, ligner en der bliver mishandlet af sin mor på det groveste. Jeg krøller mine tæer nede i kondiskoene og så iler jeg så hurtigt jeg kan over gaden og rundt om hjørnet, hvorefter Vito, med et, stopper tuderiet fra det ene sekund til det andet. I stedet hører jeg nu en umiskendelig lyd af smask og mundvand, og da jeg hiver ham ned for at se hvad der er årsagen til det bratte stemningsskift, ser jeg at han på aller hemmeligste vis, lister næven ned i bukselommen, hiver en stor håndfuld vingummier op, som han stopper ind i sin allerede stopfyldte kindposer. Han kigger på mig med selvretfærdigheden lysende ud ad de stadig våde øjne, som ville han sige: ”Jo, mor, det er faktisk NØDVENDIGT stjæle vingummier, som man kan trøste sig selv med, når man har sådan en håbløs mor, der ikke fatter at is og kiosk er to ting man ALDRIG skiller ad”.

Jeg opgiver ævred: Lader ungen beholde sine fedtede vingummier og låser os ind i lejligheden igen. ”Nåh, ved du hvad, vi behøver slet ik den bearnaise alligevel” siger Patrick da vi kommer ind!