For år tilbage, da jeg som teenager stadig boede hjemme, havde jeg en meget særlig oplevelse, som jeg gerne vil dele med Jer.
Det var fredag eftermiddag, jeg havde fået fri fra skole og lå på min seng og læste “Liv og Alexander” af Trine Bryld – en daværende populær ungdomsbogsforfatter.
Pludselig banker min mor på døren og hun beder mig komme med ned i køkkenet. Jeg dasker slapt efter hende, vel vidende at weekenden venter forude og dermed muligheden for at kunne sove længe og bestemme over sin egen tid.
Da vi er kommet ned i køkkenet, får jeg øje på to fremmede mænd, som står i entreen. Den ene er høj og bredskuldret, den anden lille og fed, og de er klædt i noget der minder om det tøj parkeringsvagter har på. De kommer hen mod os, og den høje får øjenkontakt med min mor, som nikker, mens den anden tager fat i min arm og trækker mig ud mod døren. Lige dele overrasket og bange, udbryder jeg “hvad sker der – hvad gør i?”, mens jeg forsøger at fange min mors blik. “Tag det roligt, det skal nok gå fint”, siger min mor og lukker øjnene, mens den høje mand insisterende trækker i min arm, og den fede forsøger at skubbe mig mod udgangen. Jeg delvis snubler, delvis presses mod døren, som den høje mand rutineret får åbnet med albuen, mens han holder uendeligt stramt fast i min arm.
Udendørs holder en grå Volvo klar med døren åben til bagsædet, og mændene bugserer mig ind og spænder mig fast i selen, mens den fede sætter sig ind ved siden af mig og fixerer mine arme. Den høje går om bag bilen og åbner bagagerummet, for at tage noget ud. Min puls er høj og jeg begynder at svede – hvad går det her ud på? Hvor er min mor? Hvem er mændene? Hvad skal vi? Jeg råber højt at de skal slippe mig, men ingen af mændene taler tilsyneladende dansk, for de kommunikerer sammen på noget der i mine ører næsten lyder russisk. Panikken spreder sig i min krop, og lige inden de får smækket bildøren, kaster jeg mig frem med al min kraft og får næsten vristet mig fri af den fede mands greb, førend den høje kommer løbende, vrider min venstre arm rundt og stikker en kanyle i mig og sprøjter noget flydende stads ind, som gør mig helt ør og træt. Resten af køreturen husker jeg kun dårligt.
Da jeg kommer til mig selv igen, sidder jeg i midten af et sterilt udseende rum, oplyst med kunstigt blåt lys. Jeg sidder på en stol, hvor mine arme og ben er spændt fast. De to mænd er også i rummet. De har begge kitler på nu. Jeg vil sige noget – skrige, men jeg gør det ikke. Den høje mand nærmer sig stolen jeg sidder på. Jeg kan se han har et instrument af en slags i hånden. Jeg har aldrig set det før og aner ikke hvad det skal bruges til. Da han kommer helt tæt på mit ansigt med det, vender jeg hovedet væk, så langt jeg kan. Den høje mand udtaler nogle uforståelige ord til den fede, som kommer over og holder mit hoved. Han prikker mig på kæben og gestikulerer at jeg skal åbne munden. Han aer mig på håret mens han siger “såååsåååå”. Det sidste jeg har lyst til i hele verden, er at åbne munden. Men stiv af angst, gør jeg det alligevel. Den høje mand lyser med en lygte i min mund, og derefter stikker han instrumentet i munden på mig. Alle sanser hos mig arbejder på 150%. Hver en muskel er spændt, jeg observerer hver lille bevægelse der gøres i det blåblege, sterile rum. Den høje mand rumsterer med instrumentet i munden på mig – jeg aner ikke hvad han gør, men jeg kan føle det på mine tænder og høre en spids, høj lyd, da han tænder for det. Den fede mand står ved siden af og holder mine kæber adskilte, mens han fortsat siger “sååååå såååå” og sådan fortsætter proceduren i noget der minder om 10-15 minutter.
Derefter fjerner den høje mand instrumentet fra min mund, og den fede klipper de strips over mine ben og arme har været bundet med. Mændene taler lavmælt sammen på deres uforståelige sprog, mens jeg nærmest vælter ned ad stolen og spurter over til udgangen. Panisk trykker jeg håndtaget ned, og til min store overraskelse går døren op, og jeg kan forlade det væmmelige rum med det blå lys. Uden for døren er jeg tæt på at løbe direkte ind i maven på min mor, som står med sin frakke på og bilnøglerne i hånden. “Det var godt, Anne, så fik du overstået tandlægen. Og ingen huller, kunne jeg forstå” siger min mor og smiler. Jeg forstår ingenting. Det eneste jeg forstår er bare at jeg skal væk – væk fra mændene og den forfærdelige stol jeg blev fixeret til.
Da vi kører hjem i bilen siger min mor “det var da ikke så slemt, Anne, det var jo bare en tandrensning, du skulle jo ikke bores eller noget”. Jeg siger ingenting. Jeg ved bare, at jeg skal aldrig nogensinde til tandlægen igen.
Ovenstående historie er opdigtet (har jeg lovet min mor at fortælle). Den er skrevet som et forsøg på at oversætte hestenes verden til noget vi som mennesker kan relatere og forstå rent følelsesmæssigt. Det kunne fx være en tilridning, en trailerlæsning eller en anden situation, som vi ofte udsætter vores hest for, uden han forstår agendaen og dermed bliver utryg og angst. Jeg håber at historien sætter gang i refleksioner og tanker hos dig, som læser den, og åbner op for muligheden for at se din hests (dumme) reaktioner i et nyt lys. For hesten er reaktionerne nemlig komplet logiske, og hvis vi begynder at kunne se bag om dem, er det langt lettere at hjælpe ham med at reagere på en mere hensigtsmæssig måde 🙂