Hvert år bliver et ukendt antal heste aflivet eller opgivet, fordi de ikke kan tilrides, eller har fået så dårlige rideoplevelser, at de ikke længere regnes som egnede til ridebrug. Heste på 3-4-5 år, som burde have en lang og lysende fremtid som rideheste foran sig, ender i stedet i slagtehuset, fordi de er potentielt livsfarlige at sætte sig op på. Det ved jeg, fordi jeg hver måned taler med mange af de frustrerede hesteejere, som er i den ulykkelige situation, at tilridningen af deres stjernefrø ikke gik som forventet.
Pengepungen er ved at være tom, og hesten kun beriget med en sækfuld af skræmmende oplevelser, knyttet til ridning. Det er en skam – for ikke at sige, virkelig horribelt når man som heste-elsker, må ligge sin bedste ven ned, fordi man ikke ser andre udveje, grundet en katastrofal start på ridekarrieren. Mange giver afstamningen på hesten skylden. Men sandheden er, at stort set alle heste snildt kan tilrides på en tillidsfuld måde, uanset hvor meget “blod” som løber i deres årer. De rigtige udfordringer opstår derimod først, når hesten har tilegnet sig negativ erfaring omkring ridning, og der er skabt et traume. Det er langt mere kompliceret at komme omkring, end selv den varmeste hest, som ingen negativ bagage har med sig.
Den viden, som idag er tilgængelig, omkring hvordan man kan tilride en hest på en hestevenlig og tillidsfuld måde, begrænser sig til enkelte personer, der gennem lang erfaring og indgående psykologisk indsigt, har oparbejdet en måde at gribe tingene an på, som har vist sig frugtbar.
Dvs hesteejeren står som Moses ved Det Røde Hav, og må selv navigere i de mange tilridningstilbud, for at finde frem til det man tror er bedst. Rammer man forkert, er det fatalt. Den almene uddannelse som berider, der i sagens natur burde give en garanti for professionel og indsigtsfuld håndtering og træning af hesten, er desværre ingen garanti for at projekt tilridning lykkes med succes.
Her er må man som hesteejer se sig mindst lige så godt for, som hos enhver autodidakt rytter, for at finde en egnet kandidat til jobbet. – Der findes nemlig ingen valid teoretisk fundering i forhold til tilridningsprocessen på berideruddannelsen, hvilket betyder at den stakkels nyuddannede berider, må tage til takke med den – til tider – tarvelige viden og indsigt, som er blevet videreformidlet fra lærepladserne, idet der ikke er nogen kvalitetsmæssig sikring af niveauet.
Ligeså spiller det en stor rolle hvor stor psykologisk indsigt og forståelse for hestens natur og væsen den pågældende person har, hvilket ofte underprioriteres og forsømmes groft i de gængse tilridningsmetoder, som videregives fra berider til berider. – Og det er i mine øjne virkelig en skam! Ikke mindst fordi det er en katastrofe, når en ung hest må lade livet fordi den er uridbar, men i lige så høj grad fordi tilridningsseancen ender som en øvelse ud i at være kanonføde, med store helbredsmæssige konsekvenser for piloten, såfremt tingene ikke forløber som håbet.
Netop dette aspekt; at tilridningen typisk afstedkommer en højrisiko for at blive smidt af og komme til skade, betyder ligeledes at dette hverv hurtigt videregives fra de erfarne beridere til yngre ryttere “som bedre kan tåle at falde af”. Det betyder ulykkeligvis, at de unge ryttere gør netop dette: Falder af. For deres erfaring og knowhow omkring håndtering af en rå hest er selvsagt begrænset, hvilket gør sandsynligheden for fejl og dårlige beslutninger langt større.
At tilride en hest behøver ikke være en affære der handler om liv eller død – hverken for hesten eller rytteren. Men hvis man ønsker en anden praksis, som giver både de tobenede og firbenede langt større muligheder for at komme helskindet gennem processen, kræver det villighed til at anskue hesten fra en ny vinkel.
En vinkel hvor tvang og magt ikke er de bærende elementer, men tillid, forståelse og ydmyghed kommer i første række, og derigennem levner plads til forståelse af et væsen, som i høj grad ønsker at kommunikere med os, at være sammen med os og interagere med os, hvis blot vi gør os umage med at samtalen ikke kun er en envejskommunikation. På rigtig mange punkter ligner hestene os mennesker. Hvis nogen tvinges ned over os, uden vi forstår meningen med det, og måske endda føler det ubehageligt, bliver vi angste.
Manglende forståelse, skaber manglende tillid, og manglende tillid, gør at vi med tiden udvikler angst i forbindelse med det vi oplevede. I princippet kan man kalde det kontroltab.
Formår vi at ride hestene til på en måde, så de bevarer tilliden, roen og kontrollen over sig selv og situationen, opnår vi ikke bare at kunne passe langt bedre på os selv gennem processen, men lige så vigtigt: Vi får afbalancerede, lærevillige og tillidsfulde heste, som bruger deres ressourcer på at lære de ting vi præsenterer for dem. En tryg hest, er en hest der er modtagelig for læring. Og hvem ønsker ikke det? 🙂
På videoen her ser I 3 årige Zignatur, som har været i tilridning en måned.