Endnu et oplæg fra gemmerne. Vi er på dette tidspunkt flyttet til Fyn. Vito er omtrent 5 år og Sally er tre. Jeg er alene hjemme med de to barylere – Patrick er ude på spillejob.

Jeg står og sveder ned i pulverbernaisen, da telefonen ringer. Det er en ældre herre – Kaj, som har set min annonce på facebook, hvor jeg søger hjælp til at samle vores bordfodboldbord. Kaj vil gerne samle det – og det for fornøjelsens skyld! Tænk at der stadig findes fremmede mennesker, som tilbyder hjælp, blot for fornøjelsens skyld😀. Nå, men Kaj kommer forbi, for lige at tjekke sagerne ud, men få minutter forinden, strinter Sigurd (vores slædehund) nonchalant op ad væggen, lige der hvor man går ind. Det lugter fælt af hanhundepis, men jeg når ikke at vaske det væk, før et par fremmede billygter svinger ind på gårdspladsen. Kaj viser sig at være en nydelig herre, som er så høflig ikke at bemærke den ramme stank af urin, da han går gennem entréen. Han er i øvrigt også travlt beskæftiget, for Sally og Vito snakker ham et øre af på hver deres side – Sigurd holder selvfølgelig hans venstre hånd i munden hele vejen ud af entréen og hen til bordfodboldbordet, sådan som det hører sig til, ifølge Malamuttens Håndbog for Velkomsthilsner.

Henne ved bordet forsøger Kaj at skabe sig et overblik over de mange plastikmænd og stålpinde, der ligger i spredt fægtning udover bordet. Han får dog ikke mange sekunder til at tænke sig om, før Vito, med drævende stemmer og et henkastet nik, proklamerer: “ Jeg er faktisk ekspert i at samle sådan noget der”! Kaj er høflig og nikker anerkendende til Vito og fortsætter så med at tælle pinde og mænd op. Sigurd holder selvfølglig stadig pligtskyldigt hans venstre hånd i sin mund. “Du lugter” siger Sally, mens hele hendes ansigt lyser op i et Pippi Langstrømpe-smil. “Lugter jeg?” Siger Kaj diplomatisk og frigør diskret sin venstre hånd fra malamuttens gab. “Ja”, siger Sally – “ du lugter af gammel væg”. Hun klukker af grin, helt færdig over sin egen opfindsomhed. Kaj, som dufter renere end friskt sengetøj, retter igen opmærksomheden mod de små fodboldmænd og deres stænger. Dog kun ganske kortvarigt, for pludselig kiler en stor hvid og brun behåret uldklump – på størrelse med en bjørn, sig ind mellem ham og bordet. Kaj er næsten ved at falde, og da han mister balancen og hans ansigt kommer tættere mod jorden, øjner Sigurd chancen for at vise sin påskønnelse og slikker den stakkels mand i hele ansigtet. “Jeg tror ik vi behøver din hjælp, jeg er faktisk den klogeste her i huset, og jeg har helt styr på det, så du kan godt gå igen,” lyder det pludselig fra Vito, som har samlet fem mænd på en stang, hvor der kun skal sidde to. Kaj, som netop har genvundet balancen og sat brillerne på plads efter slædehundens bagholdsangreb, fanger mine øjne henover bordfodboldbordet, som for lige at tjekke, at vi stadig har brug for hjælpen. Jeg forsikrer ham om hvor glade vi er for at en barmhjertig samaritaner som ham selv, kommer os til undsætning, nu huset er herreløst en hel uge, og vi laver en aftale om at han skal samle de famøse bord for os i morgen. Kaj takker af og forlader galehuset. “Hvornår kommer Kaj igen, han var sjov” siger Sally. “Måske tager han slik med” supplerer Vito. Sigurd siger ikke noget. Til gengæld er der en stor ny våd plet henne under bordfodboldbordet….😅🔫😂