Popstjerne skal træne hest og tror det er easy- peasy

Popstjerne skal træne hest og tror det er easy- peasy

18. maj 2020 Af Anne Søndergaard

Patrick Dorgan mener det der med heste, det er så nemt som at klø sig i nakken – jeg tager ham på ordet og tester hans hestekundskaber!

Henover aftensmaden, fortæller jeg ofte om dagens strabadser med hestene. Patrick, min kæreste, er lige så intereseret i heste, som en fladfisk ville være i finere kogekunst, så oftest lytter han kun af ren pligt, og med en ansigtsmimik, som udstråler lige dele kedsomhed og rastløshed over samtaleemnets monotomi.

En dag blev det åbenbart for meget for ham, at høre “den store hestebetvinger” udbasunere om sine eskapader, og han udbrød: “Ha! – jeg kan da lære at træne heste på en eftermiddag – hvor svært kan det lige være?”

Som den nørd jeg er, blev jeg en smule fornærmet over hans udtalelse, eftersom jeg selv har ofret alle mine frie tanker og timer på projekt “hest”, siden jeg som 4 årig sad overskrævs på én for første gang, og synes faget er kilde til livslang læring og udvikling.

“Nå, så du tænker at man kan lære at håndtere heste på en eftermiddag? Jamen skal vi så ikke bare gå op og se hvordan du klarer en god omgang longering?” – spurgte jeg ham, mens jeg konfronterende spidede hans kæphøje blik. Et splitsekund viste der sig et strejf af panikangst i hans øjne, men så mandede han sig op, og svarede kækt, at han havde været et naturtalent til at jonglere med mange bolde da han var yngre, så hvor svært kunne det lige være at jonglere en enkelt krikke?!

Mens jeg tog et fast greb i Patrick, og han tog et fast greb om sin håndbajer, gjorde vores to unger sig klar til det store Cowboy-show med far i hovedrollen! “Du skal huske din ridehjelm og din sikkerhedsvest, far” –  moraliserede vores yngste datter, Sally på 5 år, mens hun holdt en formynderisk pegefinger op foran sin nu, knap så kry, far. Vito, vores dreng på 7, mente til gengæld det måtte være passende, hvis bare far iførte sig sit motorcykeloutfit i stedet. Patrick svarede tørt: “Jaja, det er godt at være nuftig – men man skal ikke være FOR nuftig!”

Nu er det heldivis sådan, at jeg rent faktisk godt kan lide mine ungers far, så derfor forbarmede jeg mig og trak staldens blideste og mest velopdragne 9 årige vallak ud, så Patrick ikke for tid og evighed skulle miste lysten til at bide skeer med de firbenede. (Jeg kunne jo få brug for hans hjælp i stalden fremadrettet). Hvordan tingene udspillede sig, kan du se på videoen herunder 😀

(hvis du vil læse mere om hvordan Patrick og jeg mødte hinanden, så tjek det her indlæg ud 🙂 https://rockthepony.ridersnotebook.dk/maend-er-bare-saa-mandede/ )